Vi er taget til Korea. Ikke bare for at besøge et land, mange af os har rødder i – men for at bygge bro. Mellem mennesker, mellem institutioner og mellem erindringer.
YangJu Adoptee Archive er et projekt skabt af og for adopterede med tilknytning til byen Dongducheon. Vores formål er at indsamle, dokumentere og dele historier, som ellers risikerer at gå tabt. På denne rejse tager vi det næste skridt: Vi deler vores vision med dem, der kan være med til at gøre projektet større – og stærkere.
En introduktion i lommeformat
Som en del af rejsen har vi designet en lille foldbar bog – en kort introduktion til, hvad YangJu Adoptee Archive handler om. Den forklarer vores metode, vores håb og det aktivistiske udgangspunkt: At arkivere erindringer med respekt, følsomhed og samarbejde.
Hvad vi laver i Korea
I løbet af 21 intense dage har vi planlagt 26 møder med:
- Ministerier og lokalpolitikere
- Forskere og NGO’er
- Journalister, arkivarer og aktivister
- Og selvfølgelig: andre adopterede
Vi pitcher idéen om en kommende kampagne med fotoudstilling, events og samtalesaloner – og bruger møderne til at trykteste vores vision, få ærlig feedback og åbne op for nye samarbejder.
📍 Vi er primært i Seoul og Dongducheon – byen hvor projektet udspringer, og hvor mange adopteredes historier begynder.
Følges tæt – både fagligt og personligt
Undervejs bliver vi fulgt af et dokumentarhold fra KBS, Koreas pendant til DR. De ønsker at dokumentere både projektets udvikling og de personlige fortællinger bag. Det er stort – og lidt sårbart – men også en mulighed for at nuancere fortællinger om adoption og skabe opmærksomhed om, hvorfor arkivarbejde også er aktivisme.
👉 Vil du følge med i rejsen, se billeder fra møderne og læse mere om, hvordan arkivarbejde kan skabe forandring?
Følg os her på bloggen og på vores sociale medier – vi deler løbende opdateringer, refleksioner og glimt fra hverdagen i Korea.